Jeg hader når folk strejker. Jeg synes det er et svigt mod den arbejdsgiver, der har vist dig den tillid at ansætte dig til at gøre et stykke arbejde som han har brug for at få udført. Men hvem svigtede lige først hvis ansatte ser sig nødsaget til at løbe dobbelt så stærkt i nødberedskabshold og se sig selv svigte ældre og svage for at gøre opmærksom på dårlige vilkår?

Så situationen med strejke stinker fra begge sider. Der er noget galt fra begge sider. Nuværende situation kommer af manglende løn. Og øv hvor er det ulækkert at det er pengene det kommer an på. Selvfølgelig bliver arbejdet mere attraktivt med flere penge. Vi vil jo alle sammen have god løn og mere mammon. Mammon = muligheder og glæde jo. Det fede ville være hvis hovedproblemet var de dårlige faciliteter, lange ventelister, stressede kollegaer og utilpassede patienter. Men nej humlen ligger ved pengene.

Og så er der fagforeningerne som ser sig selv som de undertryktes beskyttere, fordi de kræver flere penge til deres klienter, noget som i sidste ende skæpper i deres egen kasse. Jeg får det dårligt i maven af at se på dem og deres mundhuggeri om tal, meningsmålinger og cool cash. Der ligger folk og venter på deres medicin, venter på at kommer på dasset og venter på pleje. Og der står de på tv og internet og kører en massiv PR krig for at folkets sympati for deres pengesag. 

Folkets sympati… Fnys! Som om folket har noget at skulle have sagt her. Come on! Det er da jeres strid ikk’?! Men hey, god idé med PRen dér. Den ignorante hob vil komme løbende efter jeres taktstav med tungen ud af munden og logrende hale og kræve at uretfærdigheden bliver afskaffet - lige indtil nyt PR spin(d) fÃ¥r os pÃ¥ andre tanker…

Desuden ligger min sympati hos de utilpassede ansatte, sygeplejesker og SoSu assistenter osv. Den ligger hos de patienter som får andenrangs behandling og pleje. Noget velfærdssystemet har budt dem siden Ruder Konge var knægt når man ser på vores resourcer. Min sympati ligger længst fra fagforeningerne som de ansatte støtter sig op af og og deres mission for flere penge. På det punkt kan de rende og hoppe for all I care.

Ja undskyld, jeg ved jo ikke andet end hvad mediedyret fortæller mig… Strejke minder om den materialistiske og egoistiske mentalitet der dominerer samfundet. Jeg nægter at tro pÃ¥ at virkeligheden er sÃ¥ grum. Vi har det jo super godt i forhold til flere milliarder verden over. 1) GÃ¥ pÃ¥ arbejde. 2) Gør arbejdsforhold og plejeforhold endnu bedre. 3) Sluk for fjernsynet. Nej endnu bedre: luk medierne.

Skuffen bugner af alt for mange løse ender, som bare er blevet puttet ned og glemt. Det trængte til en oprydning. Blandt gamle kvitteringer, menukort fra bryllupsfester og meget andet skrammel lå min gode gamle iPod, som døde på sommerferie sidste år.

Den havde en sær død. Pludselig ville harddisken i skidtet ikke køre rundt mere end en 5-10 sekunder af gangen, hvilket gav en frygtelig hikkende lyd når den stoppede op og startede igen. Musikken kunne ikke spilles og hverken PC eller Mac ville kendes ved den.

I dag, 8-10 mÃ¥neder efter, satte jeg den sÃ¥ til Mac’en igen og tænkte at jeg ville give den en sidste chance. Nix. Der var ikke hul igennem… NÃ¥, men dens problem har vel skyldtes en hÃ¥rdhændet behandling, sÃ¥ jeg tog kræet i mine hænder og pÃ¥begyndte menneskets ældste reparationsteknik af elektroniske hjælpemidler ud fra den ulogiske logik: “af tæsk og slid er problemet kommet og af tæsk og slid bør problemet forsvinde igen”.

SÃ¥ jeg bankede og klemte min engang kæreste ven “Paulinea”. Og hvem skulle have troet det. Et par slag og et par klem fik “hikken” til at holde op, og harddisken kunne igen læse længere tid af gangen… iPod logoet dukkede op pÃ¥ mit skrivebord og iTunes startede…

Så jeg gendannede den, overførte mit musikbibliotek og nu ligger den inde i stuen og spiller the National. Ikke dårligt!!

… at se, at konen har lagt mørbrad og kalkunbacon til optøning pÃ¥ køkkenbordet!

… at løbe 24 kilometer før man kan sætte sig ned og nyde aftensmaden!!

Jow jow, man skal yde før man kan nyde!

Og når det så endelig er her, så bemærker man samtidigt at de første mælkebøtter er ved at vokse frem. Ej come on, foråret er for de kønne pæne forårsblomster, ikke for fælt gult ukrudt.

Jeg havde engang en veninde med langt rødt hår, som jeg nok egentligt var ret vild med. Vi gik en tur i foråret og kom forbi en mark med mælkebøtter. Jeg brokkede mig og sparkede til dem, men hun lagde hånden på min skulder og vi satte os på hug foran én af planterne. Betragtende dens blomst forklarede hun mig så hvor underfuldt og kompliceret Gud egentligt havde skabt den. Jeg kunne for et kort øjeblik se skønheden i den gule krone af hvilke jeg har trådt så mange tusinder under fode.

Men pyha, hun var nu ogsÃ¥ way out of my league… SÃ¥ jeg hader stadig mælkebøtter, men prøver at holde op.

Ladies and Gentlemen: The song!

Det hele startede en fredag
Klokken var lidt i tre
Jeg sku’ i kiosken for at købe
En cola og hun gik me’

Det var en herlig dag
gråt krat skød grønne skud
Pigen hun var rigtig sød
Og jeg så godt ud

Foråret er her, enhver ka se
Foråret er her så alt kan ske
Det lod vente på sig igen i år
Men foråret er her nu

Vi gik ned af gaden
Biler suste forbi
Bierne nynned’ og fuglene fløjted’
De sange vi ku li

Vore blikke mødtes og alt gik i stå
For under den blå, blå himmel
Har jeg aldrig set et smil
Der ku gøre mig så svimmel

Foråret er her, enhver ka se
Foråret er her så alt kan ske
Det lod vente på sig igen i år
Men foråret er her nu

Varm og lyklig med den pige jeg godt ku li
Taknemlig for naturens forårssymfoni
Dufted livet lysegrønt igen fordi
Foråret er her!

Jeg ved godt, at jeg ser for meget fodbold. Jeg ved godt, at jeg tænker for meget på fodbold. Og jeg ved vel også godt, at jeg har for meget unyttig viden om fodbold, i hvert fald mere end jeg behøver for at kunne nyde en god kamp melem X og Y. Men jeg mente dog ikke at have et problem med fodbold. Indtil nu måske dog?

Jeg kom første gang til at tænke pÃ¥ dette da jeg, for efterhÃ¥nden nogle Ã¥r siden, syntes at se Luís Figo komme trillende forbi pÃ¥ cykel udenfor mit vindue pÃ¥ Eliasgade… Og da jeg sÃ¥ i dag til min store forundring, så Andriy Shevchenko komme spadserende ind pÃ¥ Hovedbiblioteket, rullende med to kasser blandet sodavand pÃ¥ en sækkevogn, tænkte jeg igen om den ikke var ved at være gal med mig…

Jeg ved det ikke, mÃ¥ske. Men hva’?